Opstillingsarbejdets historie

Opstillingsarbejdet er opstået ud af den systemiske tradition, men det går langt videre i dag. De systemiske opstillingsarbejde er fra sin start knyttet til Bert Hellinger, en tysk teolog og filosof. Han var i mange år katolsk missionær i Sydafrika og blev senere en anerkendt pyskoterapeut. Han kom via gruppedynamik og transaktionsanalyse til sin egen systemteoretiske terapiform. Han har grundlagt familiekonstellationerne, der er en fænomenologisk funderet metode.

Fra han første forsøg med familieopstillinger i sin tid, er metoden i dag blevet en verdensomfattende metode, der går langt videre end Bert Helliger i sin tid forestillede sig. Hellinger har også selv videreudviklet sin metode og udvidet sin egen opfattelse af den. Der er i dag mange forskellige skoler indenfor disse metoder, og der er også divergerende opfattelser af, hvilken metode der er den "rigtige" opstilling.

Opstillingsarbejdet har flere kilder:

Dels er der videreudviklingen af det klassiske systemiske arbejde og den systemiske tænkning, som i 1930'erne blev påbegyndt af Gregory Bateson. Senere fortsatte andre systemterapeuter arbejdet med familieprocesser. Ideen har sin baggrund i en erkendelse af, at man må inddrage sin klients familiesystem i det terapeutiske arbejde, for at forstå klientens psykiske belastninger og forviklinger.

En anden kilde er Jakob Morenos psykodrama. Moreno var en af sin tids førende samfundsforskere. Han blev uddannet læge i Wien i 1917, og fandt interesse i gruppeterapiens muligheder som modspil til Sigmund Freuds individuelle arbejde med klienterne. Moreno udviklede teorien om "Encounter" i USA, hvortil han flyttede i 1925. Han blev særlig kendt for sin udvikling af psykodrama, hvor klienten gennem teaterspil får indsigt i sine sociale bindinger.

En tredje og vigtig kilde er Virginia Satir, som var socialarbejder i USA og især kendt for sin tilgang til familieterapi. Hun indførte ideen om familieskulpturer, hvor familiemedlemmerne i en fælles proces finder ud af, hvodan de er en del af generationerne og dermed har overtaget familiestrukturer, så de herefter kan blive fri af dem.

Ivan Böszörményi-Nagy fra Budapest bør også nævnes. Han var en ungarnsk-amerikansk psykiater, en af grundlæggerne af familieterapi og især de usynlige bindinger gennem gennem generationerne.

Metoderne minder en del om Martin Bubers sammenhæng mellem jeg og du, balancen mellem at give og tage, i det hele taget mellemmenneskelige relationer.

Ved disse metoder kan man eksternalisere inderpsykiske dynamikker, som også i dag er kernen i opstillingsarbejdet.

Mest kend er Bert Hellingers værk "Ordnungen der Liebe, som er oversat til dansk med titlen "Kærlighedens skjulte Symetri" udgivet af Borgen. Den handler om, hvordan kærligheden kan lykkes. Den grundlæggende idé og dermed forklaring på, hvorfor metoden virker, er mødet med et "du", hvor vi har de mest intensive i familiesystemet. For Hellinger er problemet ikke forstyrrelser hos den enkelte, men det er et udtryk for noget mellemmenneskeligt. Han afsøger gode løsninger i stedet for at analysere problemer, da han mener, at det giver nye handlings muligheder, at vi derved opdager nye ressourcer. Teoretisk bygger Hellingers metode på det morfogenetiske eller det vidende felt, som er beskrevet af Rupert Sheldrake, men som er en del omstridt. Hellinger er bl.a. blevet kritiseret for sin autoritære metode, som fulgte gamle normforestilliger, samt for sin erkendelsesteoretiske svage position. Han er fænomenologisk funderet, dvs. at han følger det som er.

Hellinger har arbejdet videre med nye former, f.eks sjælens bevægelser, hvor han lader repræsentanter følge deres egen indre bevægelser. Og som noget af det sidste følger han åndens bevægelser, som er en ren spirituel og healende måde at arbejde på. Denne metode kaldes også "Ny Familieopstilling", og den går langt videre end systemisk terapi.

Familieopstilling, organisationsopstilling og politisk opstilling er forskellige former for systemiske opstillinger. Organisationsopstilllinger blev først introduceret af Gunthart Weber og Politiske opstillinger af Albrecht Mahr. Alle disse former for opstillinger tager udgangspunkt i, at der skal være plads til alle. Opstillinger udføres af repræsentanter, og når de står i deres roller, er de rent faktisk en del af systemet, hvorfor de reagerer som en del af det vidende felt. Grundlæggende for alle metoder er, at de er en del af den kollektive samvittighed.