footprint

Familieopstilling

Først når vi formår at agte og ære vore forældre, vore forfædre og alle der hører med til vores familiesystem, bliver vi virkeligt frie til at leve vores eget liv.
- Bert Hellinger

Systemisk familieopstilling kan anvendes individuelt eller i grupper. Det er en terapeutisk metode til at bevidstgøre og afklare vores særlige rolle i forhold til den familie, vi kommer fra.

Metoden er oprindelig udviklet af den tyske psykoanalytiker og familieterapeut, Bert Hellinger, men bliver til stadighed videreudviklet af andre terapeuter, som hele tiden bidrager med nye, kreative vinkler og tilgange.

Familieopstillinger giver mulighed for at hele gamle sår, forsone sig med sin historie og få fred med sig selv og sin familie. I en omsorgsfuld og respektfuld atmosfære arbejdes med uafklarede følelser i forhold til andre i familien. Familieopstillinger er en unik metode til at løsne op for familiebåndenes knuder, og dermed skabe plads til at gå nye veje i livet.

Familieopstillinger henvender sig til alle, der ønsker at arbejde med sig selv for derigennem at få en større selvindsigt og livsindsigt. Deltagelse kræver dog, at den enkelte har overskud til at tage sig af sig selv og sine efterreaktioner på en opstilling.

Fremgangsmåde
Udgangspunktet for en opstilling er typisk en bestemt problemstilling, som klienten redegør for i en kort indledende samtale. Her berettes fx om personer og hændelser, der har særlig betydning. Vigtigt kan være familie-hemmeligheder, adskillelse fra moderen tidligt i livet, sygdom, ulykker, tidlige dødsfald, udelukkede familiemedlemmer, handicappede, overgreb, aborter, problemer i parforhold, affærer, skilsmisse o.s.v.

Ofte stilles barndomsfamilien op første gang.
Klienten vælger i gruppen repræsentanter for sig selv, sine forældre og søskende. Disse repræsentanter påtager sig nu opgaven at ”være og mærke” den person, de repræsenterer i sessionen. Klienten stiller stedfortræderne ud på gulvet det sted, hvor han eller hun fornemmer, de hører til, og vender dem med ansigtet den vej, det føles rigtigt. Terapeuten kan også vælge at lade repræsentanterne følge energien og føle sig frem til sin særlige plads i forhold til de andre. Klienten sætter sig for at kigge på: Familien er flyttet fra klientens indre og ud på gulvet, og dens dynamik udspiller sig nu gennem reaktionerne hos repræsentanterne.

Gennem ændringer af personernes placeringer og ved hjælp af forløsende sætninger guider terapeuten hen imod en løsning. Her er det vigtigt, at terapeut og klient gør sig fri for egne ønsker og forestillinger om udfaldet af en opstilling, men hengiver sig til det, der viser sig. Løsningen - eller i hvert fald det næste skridt hen imod en løsning - viser sig af sig selv og kan ikke gennemtvinges. Ved at anerkende alles skæbner og alles plads i familiesystemet opnås der en vej til forsoning med ens historie, og med problemet, og gamle sår heles.

Et grundprincip i familieopstillinger er, at familien er underlagt en fundamental, instinktiv og ubevidst orden, således at far, mor og børn indtager hver deres særlige, energetiske ”plads” i forhold til hinanden. Er denne orden f.eks. brudt ved, at et barn tager ansvar for en af forældrene, er der skabt ubalance i familiesystemet. Årsagen til, at den fundamentale orden i familien er blevet brudt, er ofte den, at en begivenhed har været for smertefuld og derfor er blevet fortrængt, hvorved ”byrden” er gået videre til børnene. Men gradvis kan repræsentanterne ledes ind på deres ”rigtige” pladser i forhold til hinanden. Terapeuten må hele tiden lade sig lede af, om deltagerne oplever mere lettelse og harmoni eller ej.

Undervejs i processen bliver familiens dynamik åbenlys og klienten får herved indsigt i sit eget liv. I en gruppeteraputisk proces foregår det ofte sådan, at klienten henimod sessionens slutning går ind og stiller sig på sin stedfortræders plads, for her at tage den nye indsigt og følelsesmæssige kvalitet ind.

Det kan være en spændende, indsigtsfuld og ophøjet oplevelse at stille sin familie op eller bare deltage som stedfortræder i en andens opstilling. Repræsentanterne i gruppen har måske selv lignende oplevelser i deres historie, der samtidig berøres og løses op under sessionen.

I individuel terapi må klienten selv føle sig frem på de forskellige pladser. De markeres af et stykke papir med den pågældendes navn, eller en pude eller lign. En anden arbejdsmetode er at repræsentere familiemedlemmerne med små dukker på et bord.
Denne form for psykoterapi er et uvurderligt redskab til at genskabe kontakt med fraspaltede sider og følelser, se sin familie, som den er, komme til stede her og nu og få jordforbindelse, så kærligheden atter kan flyde.

Efter opstillingen
Familieopstillinger kan være en følelsesmæssigt stærk oplevelse og kræver, at klienten er indstillet på, at der kan forekomme eftervirkninger i form af kropslige reaktioner og forvirrethed. Klienten må tage sig kærligt af sig selv og lad det nye billede udfolde sin virkning.

Aktiviteter

Bliv medlem af DAO

Bliv medlem af DAO

Tilmeld dig her