Politiske opstillinger ligner dels familieopstillinger og dels organisationsopstillinger samt systemiske strukturopstillinger. Med sidstnævnte har de det til fælles at strukturelementerne i opstillingen i sig selv er organiserede felter, der afslører vigtige aspekter i organisationen, som man måske ellers ikke ville have fået oplyst.

Med falilieopstillingerne har de det til fælles, at politiske organisationer ikke er noget, som man selv har valgt. Når f.eks, to lande ligger ved siden af hinanden, og de er i konflikt, så kan man ikke bare få det ene land til at vælge, at træde ud af sit naboskab.

Det er en anden orden og en anden samvittghed, der styrer politiske konstellationer end familiekonstellationer. Formålet er også her, at forstå systemet på en ny måde, se nye løsningmuligheder, forene det uforenelige, opdage det usynlige og søge det, der giver størst harmoni.

Politiske opstillinger kan bruges som instrument ved konfliktløsning og til at forstå baggrunden for konflikter - til at forstå de kræfter, som ellers er usynlige. Alle politiske opstillinger virker ligesom de andre opstillingsformer flerfoldige: de virker for det første på det system, som man opstiller, altså på dem som er involveret i konflikten, og de virker også på dem, som laver opstillingen, fordi de ønsker en løsning, samt desuden på dem der repræsenterer forskellige elementer i opstillingen.

En politisk opstilling kan bestå i, at man vælger repræsentanter for forskellige lande, som er i konflikt. Det kan også være forskellige partier i landet eller i en kommune. Og det kan være forskellige holdninger til en konflikt, et problem eller en beslutningsproces i det politiske system. Som i andre systemer gælder princippet om, at alle elementer har samme ret til at eksistere.

Ved politiske konflikter kan man med udbytte bruge blinde opstillinger, dvs. opstillinger hvor repræsentanterne ikke ved, hvem de repræsenterer - metoden virker alligevel. En opstilling fortsættes indtil alle har fundet en tilstrækkelig god plads i systemet.

Politiske konstellationer kan bruges med repræsentanter fra konfliktfelterne (f.eks israelere og palæstinensere) eller med udenforstående, hvor det kun er facilitatoren, der kender konflikten. Det handler ikke om konfliktindhold, men om forholdet mellem de forskellige positioner, der viser aspekter, som hidtil er belvet overset. Man søger efter systemelementer og værdier, der spiller en rolle, man vælger repræsentanter for hver af dem, og spørger dem, hvordan de har det i deres position.

Opstillingerne handler gennemgående om abstrakte forestillinger i en bestemt problemsituation. Det er vigtigt at strukturelementerne i hvert fald i begyndelsen begrænses til de allervigtigste. Der skal ofte beregnes en halv dag til en politisk opstilling.

Optillingsmetoden har vist sig at være yderst anvendelig i forståelse af politiske sammenhænge.